søndag, december 31, 2017

Seks nye kampstøvlemodeller i 2018

Fodnyt. Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) har noget, der hedder Kapacitetansvarlig Land (KALA), og KALA har ansvaret for noget, der har enhver uniformeret marchgængers interesse: anskaffelse af støvler.

Jeg har i de sidste knap 20 år brugt privatindkøbte, danske Ecco-støvler til vejmarch. Det bliver nok ved, men hvem ved, måske en af de nye modeller undtagelsesvis skulle passe mine mutantfødder.

KALA skriver:

KAMPSTØVLER M/18
KALA har netop underskrevet den sidste delkontrakt på kampstøvler, hvilket vi er meget tilfredse med, og vi er sikre på, at I vil synes godt om resultatet.
Der er indgået aftale med en række anerkendte firmaer, der hver for sig leverer en høj kvalitet og som i forvejen leverer til andre nationers forsvar.
Til forskel fra M/12-serien, hvor der var to lette og to svære varianter at vælge imellem, omfatter M/18-udvalget nu tre ”kampstøvle, let” og tre ”kampstøvle, svær”.
Der bliver altså endnu bedre mulighed for, at soldaten kan finde netop den støvle, der passer bedst.

Læs videre nedenfor og se de tre andre par støvler.

lørdag, december 30, 2017

Vammen fik en tur på voldene og i Pusher Street

Kenneth sov dårligt natten inden turen, så han lavede lige et pænt logo!
Grønlandsfarer. Kristian Vammen fra Team High Five residerer sammen med sin hustru i Grønland. Her har han og jeg vandret og drukket bajere, så med Kristian hjemme på juleferie syntes jeg, at vi skulle gentage dette koncept i en københavnerstil.

En håndfuld af Kristians venner nappede vi således godt 20 km i går, med en rute, der kom rundt om 1) Københavns volde, 2) Søren A. Kierkegaards Indre København, 3) havnefronten med havfrue, skuespilhus og operahus, 4) Flådens område på Nyholm, 5) Christiania og endelig 6) Amalienborg, inden vi sluttede af med en øl på Hotel Babette Guldsmeden og en stor frokost på Café Petersborg. Ruten kan ses her og her - delt op i to, fordi vi ved første kryds af havnen brugte Havnebussen.

Den virkeligt opmærksomme læser vil genkende mange træk fra Burning Love Classic årgang 2012 (som sagt, virkeligt opmærksomme læser).

En ordentligt bunke billeder af os, København og den øvrige rute nedenfor. Foto skudt af undertegnede, med mindre andet er nævnt. Forvent ikke journalistkunst, men der er en lille beretning om Jens Maler - faldet i Afghanistan.

/Thorbjørn

tirsdag, december 19, 2017

Nye Fysiske Basiskrav publiceret

Lempelse. Som en, der i sidste uge bestod den årlige coretest, kan undertegnede skrive under på, at dén på nogle områder er benhård. Sidebro, siger jeg bare ... Derfor vil de fleste nok finde, at de fra 1. marts 2018 gældende Forsvarets Fysiske Basiskrav er en lempelse. Det ved jeg helt ikke, hvad jeg skal mene om, for coretesten tvang da mig ud i rent faktisk at træne. Kravene ses nedenfor, hvor der også er link til hele brochuren, hvor øvelserne er illustreret.

/Thorbjørn


torsdag, december 14, 2017

De danske kontrolmarcher til Nijmegen er aflyst

Trange tider. De, der kender noget til Nijmegenmarchen med dens mange tusinder af militære deltagere fra hele verden, kan se værdien i, at Danmark siden 1964 har stillet med uniformerede repræsentanter fra forsvaret. Det koster nogle penge at opstille en dansk delegation i lejren Heumensoord, men det sikrer, at de omkring 500 danske soldater, flyvere og søfolk er under militær kommando hele ugen. Derudover støtter Dansk Nijmegendelegation (DNK) med blandt andet sanitetstjeneste, hvilket er med til at sikre, at Danmark er en af de nationer med højeste antal procent, der gennemfører. De danske marchgængere i Holland repræsenterer vores uniform på fornem vis og bidrager til resten af verdens opfattelse af danske styrker som professionelle.

Besparelser
Men med mindre, man kun ser reality-tv eller aldrig åbner en avis, er man nok klar over, at forsvaret trods et såkaldt "substantielt løft" skal spare overalt. Nu har det fået konsekvenser for DNK: Næste år arrangerer DNK ikke nogen af de ellers arbitrære kontrolmarcher på 2x40 km hjemme i Danmark forud for Nijmegenmarchen.

Læs mere om denne og andre konsekvenser nedenfor.

mandag, december 04, 2017

20 km Telegrafregimentets Medaljemarch 2017

Udmærket vandring i og omkring Fredericia den 7. oktober. Tak for turen, Birthe og Tommy, det var da svært hyggeligt. Jeg fik også afprøvet mit nye regnslag hin grålige dag, det var en succes.

En række billeder nedenfor, herunder af den pæne medalje - som naturligvis ikke er bæreberettiget.

søndag, december 03, 2017

2 x 5 km Julemærkemarch 2016 (restant) og 2017

3. december 2017. Se nærbilleder nedenfor.
Hein gik sin officielle march nummer 100 en grålig søndag i Vanløse

For bloggerens vedkommende begyndte al marchhalløjet med 100 kilometer i streg til Dodentocht i Belgien under megen leben. Det var simpelthen min debut! 20 år efter blev march nr. 100 gået, og den var på yderst beskedne 5 kilometer, i Vanløse på en gråvejrsdag og uden en eneste tilskuer.

Eigil, Per Ole og undertegnede mødtes til en kop kaffe og en ostemad i en hyggelig kælder, som var pyntet op til jul og befolket af 4-5 ganske gennemført nisseudklædte personager, andre arrangører samt en snes gængere. Ved Julemærkemarchen kan man over hele landet vælge mellem 5- eller 10-kilometerruter til støtte for den gode sag. Sidste år blev jeg forhindret i at møde op, men en arrangørerne - Kim "Røde" - gav dengang medaljen i varetægt til Per Ole, så jeg kunne gå en restanttur på egen hånd senere. Det blev så i dag, samtidig med årets udgave! I alt 10 kilometer og altså i princippet repræsenterende to ture på 5 klik hver.

Nedenfor et heltebillede, taget af en venlig mand ved navn Fessor. Ham havde vi ikke mødt før, men det viste sig, at han ligesom undertegnede har gået MAKONI. Desuden nærbilleder af de to medaljer samt endelig et nærbillede af et plastikjuletræ med garder i baggrunden (bare fordi). Listen over de 100 gåture af stærkt variende længde (en MAKONI på 16 dage gælder fx som én) forefindes her: Hein on tour.

/Thorbjørn